Med den nye Horse H12-motor og Repsol Nexa 95-benzin kan Dacia Duster nu køre over 30 kilometer pr. liter og reducere forbruget med 40 procent.
Benzinmotoren tager nu et spring ind i fremtiden – og det sammen med rumænske Dacia
En ny motor, der har fået navnet Horse H12 Concept, testes lige nu i en Dacia Duster.
Projekt er et samarbejde om motorer mellem giganterne Renault og Geely. Oliegiganten Aramco er også trådt ind i projektet.
Motoren har tre cylindre og en slagvolumen på 1,2 liter. Ved at bruge syntetisk benzin er forbruget presset ned til under 3,3 liter pr. 100 kilometer.
Ifølge Autoplus har ingeniørerne bag motorprojektet opnået en termisk virkningsgrad – altså hvor meget af benzinens energi der går til direkte fremdrift – på 44,2 procent.
Til sammenligning ligger en almindelig benzinmotor i dag på omkring 40 til 41 procent. Hvis den er meget effektiv.
Det kræver dog det helt rette brændstof at nå de vilde tal.
Det lave forbrug i den nye Dacia opnås ved hjælp af Nexa 95 fra det spanske selskab Repsol. Det er benzin skabt af madaffald.
Brændstoffet indeholder – modsat konventionel benzin – slet ingen råolie. Motoren har desuden fået en ny turbolader.
Sammenlignet med gennemsnittet for nye biler i 2023 er besparelsen på 40 procent. I hvert fald på de officelle forbrugstal.
Selvom teknologien virker i teorien, er der stadig store udfordringer forude. Repsols mirakelbrændstof findes i øjeblikket kun på cirka 30 stationer i Spanien.
Det er meget lidt sammenlignet med vedvarende diesel, som kan købes tusindvis af steder. Tankstationerne skal derfor tage brændstoffet til sig i massivt omfang, hvis det skal være et reelt alternativ.
Hverken Dacia, Renault eller Geely har sat en præcis dato for produktionen af den nye motor. Men de første demobiler forventes ude på vejene allerede i år.
Teknologien viser, at forbrændingsmotoren langtfra er død endnu. Med syntetisk benzin kan den fortsætte med at køre langt på literen.
Det kræver dog, at politikerne og energiselskaberne bakker op om de nye brændstoffer. I hvert fald hvis man spørger den danske direktør Gorm Ellegaard.
Ellegaard, der dagligt arbejder med netop syntetiske brændstoffer, har over for Boosted givet sit bud på, hvor billigt brændstoffet egentlig kan blive.


