Mercedes’ direktør advarer om, at det er umuligt at tredoble antallet af elbiler på 4 år. Bilindustrien frygter nu for 13,6 millioner job.
I et markant opråb slår Mercedes nu alarm og siger, at det er umuligt at tredoble antallet af elbiler på 4 år under de nuværende regler.
Mercedes’ svensk-tyske topchef Ola Källenius, der også er formand for brancheorganisationen ACEA, kom med den kontante udmelding under et møde i Bruxelles.
Her advarede han om, at EU’s strenge CO2-mål vil knuse den europæiske bilindustri med gigantiske milliardbøder.
Krisen i industrien forværres nu dag for dag, da forbrugernes efterspørgsel slet ikke følger med de politiske ambitioner.
Der er ganske enkelt ikke nok bilister uden for lande som Norge og Danmark der vil tage elbilen til sig.
Hvis markedet ikke tredobles inden for de næste fire år, risikerer bilmærkerne omvendt helt ublu bøder, som vil lamme deres økonomi, lyder kritikken.
Ola Källenius understreger, at Europa risikerer at miste sin fordel som et attraktivt sted for investeringer.
Tidligere har bilmærke efter bilmærke talt om at smide alle benzin- og dieselbiler ud for kun at satse på elbiler.
Men virkeligheden på de europæiske veje er en anden. Selvom der findes over 300 elbilmodeller på markedet, er salget gået i stå mange steder.
I flere EU-lande er elbilernes markedsandele endda faldet til under 5 procent.
Særligt for varevogne er situationen kritisk, da salget her kun udgør lidt over 10 procent af den samlede flåde.
Ifølge ACEA er målet om en CO2-reduktion på 35 procent inden 2030 for varevogne fuldstændig urealistisk.
Branchen foreslår derfor, at det endelige mål for 2035 sænkes fra 100 procent reduktion til 90 procent.
ACEA ser også helst, at politikerne vil kompencere bilmærkerne for at bruge mindre forurenede stål og bygge biler der kan køre på syntetiske brændstoffer.
Hvis EU ikke lytter til advarslerne, risikerer bilisterne at stå med en endnu større regning end i dag, siger Mercedes-chefen.
Det vil i sidste ende ramme de 13,6 millioner job, der er direkte eller indirekte knyttet til bilindustrien. Færre biler betyder færre arbejdspladser.
Ola Källenius efterlyser da også reelle incitamenter frem for trusler og tvang fra EU’s side.
ACEA kræver, at EU-politikerne handler øjeblikkeligt for at redde unionens vigtigste og største industri fra økonomisk sammenbrud.
– Vi har brug for tiltag, der reelt øger efterspørgslen, sagde Ola Källenius til forsamlingen i Bruxelles.
Mange underleverandører er allerede presset til det yderste af de skiftende meldinger og det svigtende salg.
Flere er endda så presset, at det er blevet for meget. Også i Danmark rammer bilmærkernes strammere økonomi direkte ned i antallet af arbejdspladser.
En virksomhed i Tønder fyrede sidste år 45 ansatte, fordi bilmærkerne ikke har nok at lave.


