Mercedes’ hyperscreen er stor og flot. Men succesen er udeblevet, fordi bilmærket gik alt for langt i jagten på at udslette de fysiske knapper, indrømmer mærkets administerende direktør.
Mercedes indrømmer nu åbent, at bilindustrien gik et skridt for langt med integrationen af store skærme i deres nye biler.
Det fortæller mærkets tysk-svenske topchef Ola Källenius i et interview med Autocar.
Mercedes har ellers været en af de absolut førende kræfter bag tendensen med gigantiske skærmløsninger som MBUX Hyperscreen.
Ifølge topchefen har jagten på ny teknologi nogle gange fået både Mercedes og konkurrenterne til at miste fokus på kunderne og brugervenligheden.
– Nogle gange går man på kompromis og skaber teknologi bare for teknologiens skyld, og glemmer måske kunden lidt, siger Ola Källenius.
Han understreger, at selskabet arbejder intensivt på deres brugergrænseflader, men at berøringsskærme ikke kan erstatte hastigheden af en fysisk knap.
Mercedes er derfor allerede begyndt at genindføre rigtige knapper på deres rat for at gøre betjeningen mere logisk.
– Jeg ved ikke, om vi har nået toppen af, hvor store skærme kan være, men vi har helt sikkert nået bunden af, hvor få knapper vi kan have.
Mercedes er omvendt langt fra at være de eneste, som er begyndt at tage de fysiske knapper til nåde. Eller i hvert fald som siger at de vil gøre det.
Bilmærker som Volkswagen, Hyundai og Ferrari er, som Boosted også har kunnet fortælle, kommet frem til lignende erkendelser.
Ferrari går endda så langt som at tilbyde kunder, at de kan få skiftet rat med ‘haptiske knapper’ ud med rigtige, fysiske knapper.


