Et lækket dokument afslører, hvilke bilfabrikker Volkswagen lukker frem mod 2034. De ansattes fagforeninger er rasende.
Et lækket dokument afslører, hvilke bilfabrikker Volkswagen lukker i Tyskland som led i en hidtil uset brutal spareplan, der skal slanke hele koncernen.
Det skriver den tyske avis Bild, efter koncernchef Oliver Blume netop har afsluttet en rundtur i Tyskland. Her har han besøgt de fire fabrikker, som både tyske og internationale medier i månedsvis har kaldt lukningstruet.
Bilgiganten kæmper med en massiv overproduktion på 500.000 biler årligt. Og hvis hele spareplanen føres ud i livet, er op mod 100.000 arbejdspladser i fare.
Volkswagen har allerede sagt farvel til de 28.000 af dem. Det er ifølge koncernen sket gennem ‘aftaler om frivillige fratrædelser’.
Ifølge lækkede dokumenter lukker produktionen på de traditionsrige VW-fabrikker i Emden og Zwickau allerede i 2031.
Fabrikken i Hannover står til lukning i 2032, mens Audis store produktionsanlæg i Neckarsulm må dreje nøglen om i 2034.
Fagforening truer med bål og brand på fabrikkerne
Afsløringen har udløst et åbent oprør hos den magtfulde tyske fagforening IG Metall og selskabets samarbejdsudvalg.
– Hvis ledelsen vil sætte spørgsmålstegn ved den aftale igen, vil der være ild i alle fabrikker, advarer distriktschef Thorsten Gröger.
– Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at sætte en stopper for det, understreger distriktschefen videre.
Fagforeningen henviser til en fast aftale fra 2024, der efter 70 timers intense forhandlinger udtrykkeligt forbød fabrikslukninger og fyringsrunder.
En talsperson for Volkswagen oplyser kortfattet til nyhedsbureauet AFP, at de lækkede oplysninger nu vil blive behandlet af de ansvarlige instanser.
Volkswagen er omvendt ikke de eneste, som skal på slankekur i den næste tid. Andre er det allerede.
Japanske Nissan har blandt andet solgt hele syv fabrikker fra. Ligesom man har lejet halvdelen af Englands største arbejdsplads i bilindustrien ud til kinesiske Chery.
Japanerne har også solgt deres hovedkvarter i Yokohama fra i en såkaldt sale and lease back-aftale.


