JLR-gruppen har udover et milliarddyrt hackerangreb nu også en fabriknedlukning at se til. Nedlukningen skyldes ‘leverandør-problemer’, lyder det.
Det kører ikke for Jaguar Land Rover i øjeblikket.
Den indisk-ejede bilkoncern skal foruden et hackerangreb, der har kostet et tocifret milliardbeløb, nu også slås med nedlukningen af flere samlebånd på mærkets fabrik i Solihull, England.
Det er her, mere end 10.000 ansatte samler blandt andet Range Rover Velar. Men altså ikke i påskedagene.
Land Rovers ledelse fortæller ifølge de britiske medier, at man kan strække nedlukningen over nogle i forvejen planlagte feriedage i påsken.
Men det er nu egentlig ikke på grund af helligedagene, at bilmærket ligger stille. I stedet undskylder JLR-gruppen sig med ‘problemer hos en underleverandør’.
En talsmand fortælle, at JLR ‘arbejder tæt sammen med leverandør for at få løst problemet så hurtigt som muligt, så det går mindst muligt udover fabrikken og mærkets kunder’.
Hos et andet JLR-mærke – nemlig Jaguar – går det heller ikke ligefrem fremragende. Som Boosted senest har kunnet fortælle, har mærkets mangeårige chefdesigner forladt sin stilling.
Jaguar – der efter planen er i gang med at omstille sig til en fremtid udelukkende bestående af elbiler – har ellers forsøgt at benægte historien.
Det kan dog blive værre endnu. For anonyme Jaguar-forhandlere har stillet sig frem, og sagt at mærket ikke har nogen fremtid.
Selv regner Jaguar med at sige farvel til hele 85 procent af mærkets nuværende kunder.


