Polestar har mere end fordoblet sit tab i første kvartal af 2026, når man sammenligner med samme periode sidste år.
Det kinesisk kontrollerede Polestar brænder sig gennem pengene.
Det seneste regnskab afsløre, at bilmærket har tabt hvad der svarer til 2,4 milliarder kroner fra januar til marts i år.
Det er en fordobling i forhold til samme periode sidste år, der også bød på et tab af de helt store. Selv forklarer Polestar tabet med flere problemer.
Ustabile valutakurser, amerikanske toldsatser og et generelt prispres i bilindustrien gør ondt på økonomien i det primært Geely-ejede selskab.
Og det selvom salget hos Polestar faktisk steg med 7 procent i periode og nu har rundet 13.000 biler.
I den lidt længere periode fra 1. januar til 30. april 2026 blev 649 af de biler leveret og indregisteret i Danmark. Det er dog 11 biler færre end sidste år.
Uanset hvordan man vender og drejer det, gjorde første kvartal af 2026 da også ondt på Polestar. Likviditetsreserveren – altså mængden af penge bilmærke kan trække på – skrumpede fra 7,3 milliarder kroner til 4,3 milliarder kroner.
Nogle af pengene er omvendt allerede hentet ind ved yderligere investorudvidelser. Ligesom søstermærket Volvo har eftergivet gæld for cirka 4 milliarder kroner til gengæld for aktier i Polestar.
Et andet lån, som Volvo har givet Polestar, lyder på 4,6 milliarder kroner. Det skal nu først betales tilbage senest i december 2031.
Det kinesisk-svenske mærke er på den anden side langt fra at være alene om at tabe penge. Som Boosted allerede har kunnet fortælle, taber én enkelt af konkurrenterne svimlende 2,4 millioner kroner på hver eneste bil.
Hvem ejer Poletar?
Polestar er børsnoteret på Nasdaq, men selskabet er i høj grad kontrolleret af Geely-kredsen og den kinesiske milliardær Li Shufu. Han er manden bag Geely Holding, som også er storaktionær i Volvo Cars.
I runde tal ejer Geely/Li Shufu-kredsen omkring 66 procent af Polestar direkte gennem selskaber som PSD Investment og Geely. Volvo Cars ejer samtidig en mindre, men stadig betydelig andel af Polestar. Men Volvo Cars selv er majoritetsejet af Geely.
Så når man både regner det direkte ejerskab og Volvos indirekte ejerskab med, ender Polestar derfor med at være omkring 80 procent direkte eller indirekte ejet eller kontrolleret af kinesiske Geely/Li Shufu-interesser.


