Elbilgiganten BYD rammes af et brutalt dyk i nettoresultatet. Priskrigen i Kina og sløjt salg i Danmark presser selskabets marginer.
Den kinesiske elbilgigant BYD står midt i en økonomisk hovedpine af de værre.
Bilmærkets overskud er kollapset med mere end 55 procent i første kvartal.
Den blodige priskrig mod konkurrenter som Tesla og Xiaomi har kostet milliarder af kroner i tabt fortjeneste.
Nettoresultatet landede på cirka 3,95 milliarder kroner. Det fremgår af mærkets eget kvartalsregnskab, som blev offentliggjort samtidig med en biludstilling i Bejing.
Omsætningen faldt samtidig med næsten 12 procent. Det sker på trods af, at kineserne har investeret massivt i global ekspansion og nye luksusbiler.
Analytikere, der har løbet regnskabet igennem, peger på en “perfekt storm” som forklaring på de dystre resultater.
En af de største årsager til faldet er, at Kina har sat en stopper for generøse støtteordninger til elbiler.
Afgiftsfritagelsen for nye køretøjer er blevet halveret i 2026, før den forsvinder helt. Noget der ikke overraskende får de ellers købelystne kinesere til at holde igen.
Mange kinesiske bilkøbere fremskyndede deres køb til slutningen af sidste år for at spare penge. Det har efterladt et gabende hul i ordrebøgerne her i begyndelsen af 2026.
For at holde stand mod rivalerne har BYD været tvunget til at give massive rabatter. Det har udhulet de ellers solide profitmarginer på selskabets bedst sælgende modeller.
Koncernen melder nu også om stigende omkostninger i deres forsyningskæde. Især hardware til datalagring er blevet dyrere for den kinesiske producent.
Som et svar på presset hæver BYD prisen på visse førerassistentsystemer fra 1. maj. Det drejer sig om systemet God’s Eye B.
Forklaringen er, at det er blevet dyrere at bygge ind i bilerne.
Eksporten er dog et af de få lyspunkter i regnskabet med en stigning på næsten 56 procent. Ledelsen håber nu, at det europæiske marked kan redde selskabet gennem krisen.
Herhjemme i Danmark har BYD på den anden side meget svært ved at bide skeer med de største spillere.
Boosteds gennemgang af de officiel opgørelser tegner et bekymrende billede for importøren.
Mærket har kun formået at indregistrere 554 biler i løbet af årets første tre måneder. Det er markant færre biler end de nærmeste kinesiske eller kinesisk-ejede konkurrenter.
Mærker som Zeekr, Xpeng, MG og Volvo klarer sig alle bedre i kampen om de danske elbil-ejere.


