Bilbranchen fejrer, at rene benzinbiler er kommet under 50 procent. Men ordvalget slører, at tre ud af fire biler stadig har en forbrændingsmotor.
En historisk grænse er blevet passeret på de danske veje. For første gang udgør rene benzinbiler mindre end halvdelen af landets samlede personbilpark.
Den nye opgørelse fra Mobility Denmark viser, at andelen er faldet til 49,98 procent. Ved udgangen af 2020 lå den på godt 65 procent.
Udviklingen er interessant, men den er ikke ensbetydende med, at elbilerne har overtaget de danske veje. Elbiler udgør nemlig kun 24,3 procent af personbilparken.
Ordene “rene benzinbiler” er afgørende
Mobility Denmark bruger betegnelsen rene benzinbiler om biler, der alene har benzin som drivmiddel. Mildhybrider, traditionelle hybrider og plug-in-hybrider tælles med i andre kategorier.
Alle tre hybridtyper har imidlertid stadig en forbrændingsmotor. En mildhybrid kan slet ikke køre uden benzinmotoren, mens en almindelig hybrid kun kan køre korte strækninger på strøm.
Plug-in-hybrider kan typisk køre længere elektrisk, men de har også en benzinmotor og en brændstoftank. Derfor fortæller andelen på 49,98 procent ikke, hvor mange biler der reelt har en forbrændingsmotor.
Mobility Denmark kalder udviklingen markant
“Det her er et tydeligt tegn på, hvor hurtigt bilparken er ved at forandre sig,” siger Mads Rørvig, administrerende direktør i Mobility Denmark.
Han har ret i, at udviklingen går hurtigt. Elbilerne har allerede overhalet dieselbilerne, og langt størstedelen af alle nye personbiler, som danskerne køber, kører nu udelukkende på strøm.
Ekstremt godt hjulpet på vej af de danske bilafgifter, som giver elbiler en kæmpe fordel.
Men den eksisterende bilpark bliver udskiftet langt langsommere end nybilsalget. En benzin- eller dieselbil kan som bekendt sagtens blive på vejene i 15-20 år eller længere, efter at den første gang blev indregistreret.
Tre ud af fire biler er stadig ikke elbiler
Danmarks Statistik opgjorde i sommeren 2026 den samlede personbilpark til knap tre millioner biler.
Når elbilerne udgør 24,3 procent, betyder det, at omkring 2,25 millioner biler ikke er rene elbiler. Langt hovedparten har en benzin- eller dieselmotor, enten alene eller som del af et hybridsystem.
Den reelle historie er derfor ikke, at forbrændingsmotoren har mistet sit flertal. Det har den på ingen måde. Milepælen viser i stedet, at bilparken bliver fordelt på flere forskellige drivmidler.
Millioner er stadig afhængige af tankstationerne
For mere end to millioner danske biler har udviklingen i benzin- og dieselpriserne fortsat direkte betydning for ejerens privatøkonomi. Det gælder også de mange familier, der kører i en hybridbil.
Flere europæiske lande har reageret på de høje brændstofpriser. Italien har lagt et midlertidigt loft over priserne hos statskontrollerede Eni, mens Tyskland har sænket brændstofafgifterne.
Danmark har ikke indført en tilsvarende håndsrækning ved tankstationerne. Samtidig står afgiften på dyrere elbiler til at stige fra 1. januar 2027.
Mobility Denmark mener derfor, at regeringen bør lade afgiftsvilkårene for elbiler fortsætte. “Regeringen bør holde afgiften i ro,” siger Mads Rørvig.
Elbilen vinder hurtigt frem, men forbrændingsmotoren dominerer stadig den samlede bilpark. Det ændrer betegnelsen “rene benzinbiler” ikke på.
