Med teknikken fra Renault 5 kan Ford Fiesta være på vej tilbage. Men nu rygtes et comeback til Focus også at være undervejs.
Ford lover spændende nyt. I hvert fald hvis man spørger administrerende direktør Jim Farley.
Ifølge Ford Authority har direktøren smidt mere end bare ‘et par hints’ om kommende biler på europæisk jord.
– Vi har spændende planer for Europa, for vores personbiler, men vi vil være meget forsigtige i specifikke segmenter.
– Vi skal sikre os, at vi ikke kun opbygger en stærk personsvognsforretning, men også understøtter vores forhandlere, siger Farely.
Hen mod slutningen af 2025 offentliggjorde Ford og Renault et teknisk samarbejde. Aftalen betyder, at Ford bygger biler på licens af den teknik, Renault bl.a. bruger til Renault 5.
Det har allerede antændt diskussionerne, om hvorvidt Fiesta-modellen, der udgik af produktion i 2024, reelt er på vej tilbage.
Noget andet er, at Ford i USA faktisk ikke længere har noget med Ford i Europa at gøre. Sidste år fik den haltende europæiske afdeling adskillige milliarder kroner i en skilsmisseaftale med moderselskabet.
Aftalen betyder, at Ford i USA ikke længere kan eller skal træde til for at dække underskud i den europæiske forretning.
Endnu før den aftale blev kendt, trak Ford i USA fra Danmark. Det er ellers Ford selv, der har stået for importen af biler til Danmark lige siden 1919.
Det var på et tidspunkt, hvor der faktisk også var bilproduktion herhjemme. Fords københavnske samlefabrik lukkede først efter 325.000 biler i 1966.
Bygningerne i Sydhavnen blev trods fredningsforsøg revet ned i 2006. Det, der er tilbage i dag, er importen. Den slags overtog privatimportøren Nic. Christiansen, der bl.a. også forhandler Hyundai og BYD, i september 2024.


