At Lucid taber penge er ikke noget nyt. Det er det til gengæld at tabene bliver ved. Nu holdes bilmærket kørende af oliepenge fra Saudi Arabien.
Det amerikanske elbilmærke Lucid vil egentlig gerne til Danmark. Økonomisk ser det dog skidt ud.
Bilmærket kan i sit seneste kvartalsregnskab offentliggøre nærmest astronomiske tab på sine elbiler.
Regnskabet er så ringe, at end ikke analytikerne kunne have forudsagt det. Kort efter offentliggørelsen faldt Lucids aktiekurs, da også med syv procent.
Af tallene fremgår det, at Lucid i løbet af første kvartal tabte svimlende 1,14 milliarder dollars svarende til 7,3 milliarder danske kroner.
Sammenholdt med at mærket leverede 3.093 biler svarer det til et tab pr. bil på 368.000 dollars eller lige knap 2,4 millioner danske kroner.
Det betyder, at hver gang Lucid sælger én bil, sætter ledelsen et tab på 3 til 4 ekstra elbiler til i regnskabsafdelingen.
Lucid forklarer selv tabet med, at mærket er blevet ramt af betydelige problemer hos underleverandører. Defekte bagsæder i SUV’en Gravity stoppede reelt samlebåndene i løbet af februar måned.
Vi behøver dog ikke tage helt til USA for at finde dele af Lucid-forretningen, hvor pengene fosser ud. Det samme sker i Skandinavien.
For mens Lucid endnu ikke er i Danmark, taber den norske del af bilmærket uhyggeligt store summer. Som Boosted allerede har fortalt taber den norske forretning millioner.
Blandt andet fordi salget går sløjt. I det første kvartal af 2025 solgte mærket ikke én eneste bil til én eneste nordmand. Og det som Lucid har været til stedet i netop Norge i flere år.
Lige nu holdes forretningen kørende af milliard-tilskud fra en af mærkets største investorer. Nemlig den statsejede oliefond i Saudi-Arabien. I marts 2025 fik mærket tilhørt 10 milliarder kroner den vej rundt.


