Hyundai-koncernen har smidt investeringer for svimlende 81 milliarder kroner efter en elbilfabrik i USA. Nu er luftet gået af ballonen, så Kia bygger benzinbiler på samme samlebånd.
Hyundais såkaldte ‘meta’-fabrik i den amerikanske delstat Georgia skulle kun have bygget elbiler.
Men her små to år efter åbningen i oktober 2024 går det ikke stærkt nok med elbilerne. Så nu rykker Kia, der hører under den samme koncern, ind på fabriksanlægget med en række benzin- og hybridbiler.
Fabrikken, der har kostet 81 milliarder kroner at bygge, skulle oprindelig kun spytte elbiler fra Hyundai, Kia og Genesis ud på vejene. Men efterspørgslen har vist sig ikke at være stor nok til at kunne holde de mere end 3.200 ansatte beskæftigede.
Så nu rykkes delene til en række benzin- og hybridbiler ind på de samme samlebånd. Den første i rækken bliver hybridudgaven af Sportage til modelåret 2027.
Officielt ser koncernen dog ikke beslutningen som noget nederlag. I stedet kalder Kias direktør Sean Yoon i USA det for ‘et klart bevist på koreanernes tro på bilproduktionen i Georgia’.
– Fabrikken i Savannah er vores anden store investering i Georgia.
– Og den er et klart bevis på vores tillid til delstatens fremtid som et kundepunkt for bilindustrien.
– Vi har stor tillid til, at Metaplant vil skubbe til den fremdrift, som Sportage Hybrid har haft siden faceliftet i 2025. Bilen er hurtigt blevet én af dem, vi bygger allerflest af, siger han.
Hyundai/Kia-koncernen er ikke den eneste, der finder bakgearet, når det kommer til elbiler. På vores egne bredegrader har Volkswagen så svært ved bruge kapaciteten på sine fabrikker i Tyskland, at lukninger er kommet på tale.
Lukker Volkswagen fabrikker i Tyskland, vil det være første gang nogensinde i hele koncernens historie.
Det er dog ikke kun bilmærkerne, der har det svært i øjeblikket. Også underleverandørerne kæmper for at holde sammen på økonomien. Senest har en af verdens største dækproducenter meldt ud, at man er nødt til at fyre 1.500 ansatte.


