Direktøren hos bilkoncernen AvtoVAZ bekræfter, at Lada er i frit fald på det russiske marked, hvor kinesiske bilmærker overtager mere og mere.
Det russiske bilmarked viser små tegn på fremgang.
Men for landets eget mærke, Lada, der blev nationaliseret i 2022, er situationen anderledes katastrofal.
Salget er i øjeblikket i frit fald, og tallene skræmmer ledelsen.
I februar blev der solgt omkring 80.000 nye personbiler i Rusland. Selvom det er en lille stigning, er det ikke det nationale mærke, der trækker læsset.
Tværtimod må ledelsen notere sig, at modeller som Lada Granta styrtdykker i popularitet. På bare ét år er Ladas salg faldet med 20 procent.
Den administerende direktør for AvtoVAZ Maxim Sokolov indrømmer nu de massive problemer over for det finske medie Iltalehti.
Han erkender, at de ikke engang kan nå de mål, de ellers lige havde nedjusteret.
– Vi havde forventet et fald, men ikke så kraftigt. Vi når ikke engang de justerede mål, fortæller direktøren til Iltalehti.
Hvor Lada tidligere dominerede på de russiske veje, er det nu kinesiske alternativer, der hurtigt vinder markedsandele.
Kinamærkerne udfylder det tomrum, som de vestlige mærker har efterladt, da de i samlet flok forlod landet i 2022.
I februar 2026 blev der kun solgt omkring 19.000 nye Lada-modeller. Det er et voldsomt fald fra de over 25.000 biler, som mærket solgte i samme måned året før.
Særligt modellen Lada Vesta er hårdt ramt af krisen. Her er salget faldet med hele 60 procent på et år, hvilket truer mærkets overlevelse.
Lada havde ellers et mål om at sælge 400.000 biler i 2026. Men med den nuværende hastighed ligger salget mere end 40 procent under det nødvendige niveau.
Udviklingen skyldes blandt andet, at russerne i stigende grad vælger biler med kinesisk teknologi. Men som Boosted kunne fortælle, er især de russiske taxachauffører og vognmænd stærkt utilfredse med at de forbydes at køre eksempelvis Mercedes.
Samtidig finder vestlige biler stadig vej til Rusland gennem såkaldt parallelimport via tredjelande. Modeller som Mazda CX-5 optræder nu på landets top 10-liste over mest solgte biler.
Også mærker som Volvo og Toyota importeres ad alternative ruter uden om EU’s sanktioner. Det svækker Ladas position yderligere i et marked præget usikkerhed.
Det er dog ikke første gang, at det russiske mærke kæmper for livet. Efter Renault solgte koncernen i 2022 for sølle 5 danske øre, har produktionen været kaotisk.
Som Boosted tidligere har beskrevet, har mærket været tvunget til ekstreme løsninger. De har måttet undvære alt fra ABS-bremser til airbags og aircondition for at holde båndene kørende.


