Bilmærkerne sprøjter biler ud, selvom flere økonomisk har det svært. Stærkest går det i Kina, mens Tyskland fastholder tronen som det største produktionsland i Europa.
Der blev bygget næsten 79 millioner nye biler i 2025 på globalt plan.
Det vidner om et enormt tempo, selvom flere af de helt store – og især europæiske bilproducenter – økonomisk set har det svært.
Den enorme produktion dækker over voldsomme geografiske forskydninger, hvor nogle nationer spurter frem, mens andre traditionelle bilgiganter bløder markant.
De nye tal stammer fra en ny omfattende årsrapport fra de europæiske bilproducenternes interesse-organ, ACEA.
Her har man kortlagt den globale udvikling i bilindustrien set henover 2025. Her fremgår det tydeligt, at Kina trækker massivt fra alle andre lande, som også bygger biler.
Den kinesiske produktion steg med ti procent, så der rullede næsten 30 millioner køretøjer ud fra landets fabrikshaller. Hvis man betragter EU som ét samlet marked, indtager Europa andenpladsen på verdensplan – men det er kun lige akkurat foran USA.
Indtil videre formår de europæiske lande samlet set at eksportere flere køretøjer, end der bliver hentet ind udefra. I alt rullede 4,4 millioner biler ud af Europa.
De biler sendes primært til England og USA.
Til sammenligning blev der importeret 3,6 millioner biler til det europæiske marked, hvor størstedelen kom fra Kina og Tyrkiet.
Værdimæssigt er billedet dog endnu mere positivt, da EU eksporterer for over det dobbelte af importens samlede værdi.
Tyskland fører an i Europa mens svensk bilproduktion falder
Det absolut største bilproducerende land i Europa var i 2025 Tyskland. De tyske samlebånd spyttede hele 4,032 millioner nye biler ud i løbet af året, hvilket dog kun var en mindre fremgang på to procent.
Længere mod nord i Sverige er den seneste rapport til gengæld dyster læsning for bilindustrien. Den svenske produktionsvolumen faldt med 13 procent, så der kun blev bygget omkring 250.000 køretøjer på bilfabrikkerne lidt længere nordpå.
Det markante dyk skyldes primært, at produktionen af den velkendte Volvo V90 stoppede definitivt. Fabrikken i Gøteborg valgte i stedet at bruge ressourcer på at omstille hele anlægget til den kommende EX60-model.
Værre ser det dog ud i Italien, hvor bilproduktionen er i frit fald. I 2023 byggede de italienske fabrikker 550.000 biler, men to år senere er tallet mere end halveret til under 240.000 enheder.
I skarp kontrast til den italienske nedtur oplever både Frankrig og Tyskland et mærkbart økonomisk opsving. Den franske bilindustri har formået at vende udviklingen og vinde tabt terræn tilbage.
Danske bilmærker som Agile Automotive og Zenvo bygger få superbiler
Herhjemme i Danmark har der ikke været masseproduktion af køretøjer i adskillige årtier. General Motors lukkede således deres store samlefabrik i København tilbage i 1974, hvor de byggede modeller som Opel Kadett og Opel Rekord.
I dag er det kun nicheproducenter som Zenvo og Agile Automotive, der holder liv i det danske håndværk.
Boosted kunne tidligere fortælle, at Agile Automotive er genopstået efter en konkurs, men produktionen tæller fortsat ganske få eksemplarer.
De eksklusive danske sportsvogne bygges i et yderst begrænset antal til rige samlere. De rykker derfor ikke ved de store globale statistikker, hvor de asiatiske fabrikker fuldstændig dominerer verdensmarkedet.


