Techgiganten ByteDance, der står bag TikTok, og bilmærket Seres har rejst næsten 8 milliarder til en ny AI-styret bil.
TikTok vil lancere bilmærke i tæt samarbejde med den kinesiske bilproducent Seres.
Og det inden 2026 er omme.
Ifølge CarNewsChina bliver den første model i et øvrigt ambitiøst modelprogram en crossover.
Bilen bliver således en flydende blanding mellem en traditionel SUV og en klassisk sedan. TikTok er dog ikke klar til at satse alt på elbiler. Derfor bygges en såkaldt rækkevidde-forlænget udgave af bilen også.
En lille forbrændingsmotor, der fungerer som strømgenerator og spytter strøm i batteripakken, er en teknologi, der har svært ved at slå igennem i Europa men har taget kineserne med strom.
TikToks bilproduktion kommer til at foregå på en eksisterende Seres-fabrik, som lige nu ombygges til formålet.
Men det er i virkeligheden bilens avancerede computersystem, der for alvor løber med opmærksomheden. I hvert fald hos konkurrenterne. ByteDances egen AI-platform, Volcano Engine, skal nemlig fungere som bilens centrale digitale hjerne.
Milliardinvesteringer sikrer opbygningen af det nye elbilmærke
Systemet vil give personen bag rattet direkte adgang til avanceret stemmestyring og personlige AI-funktioner. Det nyoprettede selskab bag det kommende bilmærke har allerede sikret sig et gigantisk økonomisk fundament.
Investorerne har således skudt næsten syv milliarder danske kroner ind i projektet. Blandt de store investorer finder man den kinesiske batterigigant CATL samt flere statsstøttede investeringsfonde.
Forbindelsen til det ekstremt populære sociale medie skal fungere som det absolut stærkeste salgsargument over for de unge købere. Konkurrencen på markedet for elektriske køretøjer er nemlig hårdere end nogensinde før.
Hvis tidsplanen holder, bliver 2026 dermed året, hvor det sociale medie for alvor ryster bilbranchen. De officielle priser og det endelige udseende holdes dog fortsat som en dyb hemmelighed.
Der er endnu ikke frigivet officielle billeder, men sløret løftes for den såkaldte TikTok-bil før nytår. Dermed følger mærket i fodsporene på andre store techgiganter, som har taget det svære spring.
Mobilgigigant baner vejen for tech-biler i Danmark
Kinesiske Xiaomi er et glimrende eksempel på, at elektronikproducenter kan opnå gigantisk succes i bilbranchen på kort tid. Kinesernes indtog har fået selv de europæiske og amerikanske bilmærker til at ryste.
Fords øverste direktør, Jim Farley, roser ligefrem Xiaomis bud på elbiler i meget store vendinger.
Som Boosted allerede har kunnet fortælle, mener en dansk analytiker desuden, at samtlige bilimportører herhjemme står i kø for at byde Xiaomi velkommen.
En europæisk lancering sker efter planen i 2027. Hvor langt TikTok/Seres-selskabet er med de tanker – hvis overhovedet – er uklart.


