Den ikoniske franske motorfabrik bag den udskældte 1.2 PureTech-benzinmotor drejer nu nøglen om efter mere end fem årtiers produktion.
Stellantis lukker sin europæiske motorfabrik i den franske by Douvrin, hvor der siden åbningen i 1969 er blevet samlet mere end 50 millioner motorer.
Den beslutning sætter et endegyldigt punktum for en af de mest kendte produktionsanlæg i den europæiske bilindustri.
Fabrikken er ifølge L’Automobile de senere år forbundet med samlingen af den særligt berygtet foen trecylindrede 1.2 PureTech-benzinmotor.
Den specifikke motorkonstruktion har forårsaget massive problemer og store frustrationer for tusindvis af danske bilejere. Hovedpinen skyldes især tandremmen, der kører i et oliebad.
Konstruktionen har ført til alvorligt remslid, uheldig fortynding af motorolien samt et ekstremt højt olieforbrug.
Stellantis forsøgte i 2022 at redde rygtet med en forstærket tandrem og nye serviceintervaller uden stort held.
Sidste år måtte bilgiganten endeligt give efter og indføre en udvidet garanti på op til 10 år eller 180.000 kilometer for de berørte biler. Det dårlige ry har dog klæbet fast til den franske motor lige siden.
Historien om anlægget i Douvrin begyndte oprindeligt som et usædvanligt samarbejde mellem de to benhårde rivaler Renault og Peugeot.
Siden er legendariske konstruktioner som X-motoren og den velkendte PRV V6-motor til blandt andet Volvo trillet af båndet.
Bilkoncernen PSA overtog anlægget i 2013, før oprettelsen af Stellantis i 2021 sendte PureTech-produktionen ind på fabrikken. I de seneste år har anlægget dog langsomt mistet fremstillingen af flere andre motorvarianter.
Omkring 340 af de ansatte på den franske motorfabrik er allerede blevet omplaceret til bilkoncernens nye batterifabrik på samme matrikel. Ledelsen lover samtidig at tage hånd om de resterende medarbejdere og de tilknyttede vikarer.
– Vi forsøger at tage hånd om alle medarbejderne, lyder det i en udmelding fra Stellantis.
– Der vil også blive givet specifik støtte til partnervirksomheder og vikarbureauer for at lette flytningen af midlertidige medarbejdere, fortsætter bilgiganten om forløbet.
Selvom det franske anlæg nu drejer nøglen om, betyder det ikke et øjeblikkeligt stop for den udskældte benzinmotor.
Produktionen vil fortsætte i en kortere overgangsperiode på bilgigantens polske fabrik i byen Tychy.
Stellantis har dog tidligere slået fast, at motoren synger på absolut sidste vers på grund af stadig strengere emissionskrav i EU. Inden længe vil den problematiske konstruktion således udgå helt af bilkoncernens modelprogram.


