I Danmark er den sidste brintstation for længst jævnet med jorden. I Tyskland er der bare 50 styk tilbage. Alligevel tror BMW på en serieproduceret brintbil.
Elbilen med ledning er ikke den eneste løsning – i hvert fald ikke hvis man spørger BMW.
Tyskerne nærmer sig med stadigt større skridt mærkets første serieproducerede brint bil. For første gang nogensinde skal BMW X5 fra næste generation leveres med 5 mulige drivlinjer.
En af dem er en ren brintløsning.
De nuværende test fokuserer primært på systemintegration, energieffektivitet og køredynamik.
– Ambitionerne for den nye BMW iX5 Hydrogen er klare: en ægte BMW med ægte køreglæde, forklarer Josef Hochreiter, chef for brintbiler hos BMW Group.
Bilen, der er udviklet i samarbejde med Toyota, får dog en svær start på livet. Tilbage i januar kunne Boosted fortælle, at der kun er 50 brintstationer tilbage i hele Tyskland.
Og i Danmark er der slet ingen. Den sidste brintstation blev pillet ned i september 2023.
Men som redaktionen også kunne fortælle, er EU på vej med et regelsæt som kan tvinge Danmark til at genåbne de nu for længst lukkede brintstationer.
Tilbage hos BMW går inginørerne efter det mål, at brintbilen skal kunne køre 750 kilometer på én optankning ifølge WLTP-normen, og at det ikke må tage mere end 5 minutter at fylde tanken helt op.
Udviklingen støttes ud over af Toyota også med et kontantbeløb på 2 milliarder kroner fra den tyske forbundsregering og en række delstats-regeringer.
Den danske importør, som ejes af fabrikken i München har endnu ikke sagt noget om en eventuel lancering af X5 som brintbil herhjemme.
Men vi ved, at Toyota modsat Hyundai med brintbilen Nexo, der er opkaldt efter Nexø på Bornholm, nægter at pille brintbilen Mirai ud af det danske modelprogram.
Det skete heller ikke, selvom brintstationerne – og dermed muligheden for at tanke i Danmark – forsvandt i efteråret 2023.
