Salgsdirektør Sylvia Neubauer har absolut ingen forståelse for, hvorfor så mange har behov for at svine elbilen til. Hun mener ikke, de bør udtale sig.
BMW-chef angriber folk der hader elbiler i et yderst direkte opgør med mærkets mest larmende kritikere på nettet.
Den kontante udmelding falder midt i de store og intense forberedelser til næste års absolut vigtigste og mest kontroversielle modelpremiere.
Sylvia Neubauer, der er den øverste ansvarlig for kunder, brand og salg hos BMW M, skyder i et interview med BMWBlog skarpt mod de mange, hun mener hader elbilen.
Anledningen til den ophedede debat er den kommende lancering af den allerførste fuldt elektriske topmodel i mærkets historie med det interne udviklingsnavn M3 ZA0.
Bilen skal efter planen rulle af samlebåndet på fabrikkens helt nye Neue Klasse-platform.
Elbilen bliver udstyret med fire uafhængige elmotorer, som ifølge de foreløbige målinger tilsammen vil have mere end 800 hestekræfter. På trods af de ekstremt vilde præstationstal på papiret er de mest konservative fans dog langtfra overbeviste om fremtiden.
– Helt ærligt, jeg forstår ikke rigtig dem der hader elbiler, lyder det fra Sylvia Neubauer som svar på de mange negative og vrede kommentarer på de sociale medier
Folk der ikke har elbiler må ikke have en mening
Salgschefen mener, at de voldsomme fordomme ofte bunder i ren uvidenhed frem for reelle oplevelser bag rattet. Hendes klare budskab og opfordring til den kommende M3’s største kritikere er ikke til at tage fejl af.
– For at have en holdning til noget, skal man selv opleve det. Oplev bilen først, og først derefter beslut dig for, om du kan lide den eller ej.
– Og hvis du stadig ikke kan lide den? Så kan du altid vælge vores biler med forbrændingsmotor, siger hun kontant i interviewet.
Omvendt mener BMW ikke selv, at de forsøger at tvinge nogen til at vælge elbilen. Den firehjulstrukne elbil skal nemlig bygges side om side med en udgave der får benzinmotor.
Her holder BMW formentlig fast i den nuværende 3-liters rækkesekser. Den bliver dog ikke, som storesøster M5, bygget om som en pluginhybrid
Den øverste administrerende direktør for motorsportafdelingen, Frank van Meel, har tidligere bekræftet, at benzinbilen får fabrikskoden M3 G84.


