En ny undersøgelse fra mediet afslører, at skadelig UV-strålning slipper gennem sideruder i populære modeller som Kia Stonic og Hyundai Kona
Bilister advares mod solskoldning i deres biler efter resultaterne af en ny undersøgelse er offentliggjort.
Mange bilister tror fejlagtigt, at bilens ruder yder fuld beskyttelse mod de farlige stråler fra solen, men sandheden er en helt anden.
Australske Drive har undersøgt UV-beskyttelsen i ruderne på ti populære bilmodeller. Resultaterne afslører enorme forskelle på, hvor meget stråling de forskellige biler reelt afviser.
Solen udsender to skadelige typer stråling, UVA- og UVB-stråler. Mens de korte UVB-stråler giver klassisk solskoldning, trænger de lange UVA-stråler dybere ind og skaber rynker.
Forruden yder generelt en god beskyttelse på grund af sit laminerede glas. Et plastlag mellem glassene blokerer effektivt omkring 98 procent af den farlige stråling.
Problemet opstår ved køretøjets side- og bagruder, som typisk er lavet af billigere, hærdet glas. Her kan de usynlige UVA-stråler trænge igennem og skade huden i kabinen.
Kia Stonic og Hyundai Kona dumper i UV-beskyttelse
Undersøgelsen viser store forskelle på modellerne. Crossover-modellen Kia Stonic leveres eksempelvis med vidt forskellige glastyper alt efter bilens udstyrsniveau.
Hvor topmodellerne har glimrende beskyttelse, må ejere af basismodellen nøjes med en billig standardrude. En talsperson fra Kia forklarer direkte, at det “udelukkende skyldtes prisen”.
Ruden i den billigste Stonic afviser kun 29 procent af solstrålerne. Det betyder, at passagererne nemt risikerer at blive solskoldet under de længere køreture.
Nøjagtig samme problematik gør sig gældende for den populære Hyundai Kona. Den billigste udgave af den asiatiske model holder kun 52 procent af den skadelige stråling ude.
Vælger man de dyrere Elite- eller Premium-udgaver, stiger dækningen til 65 procent. Fabrikstonede ruder er dog bedst, da de holder hele 90 procent af strålerne væk.
Bilmærker holder vitale data om solbeskyttelse hemmelige
Hos Mazda er meldingen til at forstå, når det gælder modellerne CX-3 og CX-30. Her blokerer forruden for alt sollys, mens de resterende ruder yder en dækning på 65 procent.
Andre bilmærker vil sige knap så meget om kvaliteten af deres glas. Bilmærket MG oplyser blot meget vagt, at deres model ZS indeholder “en vis grad af beskyttelse”.
Suzuki kom omvendt med det mest overraskende svar vedrørende den lille, G-Klasse-inspirerede Jimny. Det japanske firma meldte ud: “Vi er ikke i stand til at offentliggøre informationen.”


