Volvo Cars er ikke færdig med at skære ind til benet. Efter flere store fyringsrunder i 2025 lukker mærket nu sin afdeling i Sveriges hovedstad, Stockholm.
Volvo Cars’ afdeling i Stockholm er fortid.
Beslutningen om at lukke ned i den svenske hovedstad påvirker 450 ansatte, skriver en række medier.
Kontorerne, der nu lukker, hører til bilmærkets nyeste afdelinger. Volvo Cars etablerede sig i Stockholm så sent som i 2022, men nu er det altså slut igen.
Folkene, der arbejdede for Volvo Cars i Stockholm, sad med softwareudvikling, kunstig intelligens og digitale kundeoplevelser. Men nu skal alt det altså flyttes et sted hen – nemlig til Volvos oprindelige hjemby Gøteborg.
Dørene til Stockholm-kontoret lukker permanent senest den 1. marts 2027. Bilmærkets ledelse fortæller ikke, om de ansatte kan få lov til at beholde deres job, hvis de er i stand til at rykke med til Gøteborg.
– Det er en meget hård nyhed for vores medlemmer i Stockholm. Mange er midt i livet med familie, børn, bolig og sociale netværk.
– Det er derfor fuldt ud forståeligt, at mange nu står over for en vanskelig beslutning om, hvorvidt de vil og har mulighed for at flytte til Göteborg for at fortsætte deres ansættelse, siger Kristina Tullgren, der er formand for Akademikerne Volvo Cars i en pressemeddelelse.
Volvo Cars, der siden 2009 har været ejet af den kinesiske Geely-koncern, har meddelt, at man senest den 1. marts 2027 vil være rykket ud af kontorerne i Stockholm.
Meddelelsen om slankningen i Sverige kommer ét pr efter, at Volvo først fyrede 3.000 ansatte på global plan og siden 15 procent af sine ansatte på den amerikanske afdelings hovedkontor.
Fyringerne kom umiddelbart efter, at det tidligere svenske mærke blev mødt med et sparekrav i størrelsesordnen 12 milliarder danske kroner.
Et krav der kom fra topledelsen i Kina.


