Bilgiganten Volkswagen er presset af kinesisk konkurrence, og nu kan op mod 50 procent af mærkets modeller forsvinde i en historisk hård spareplan.
Volkswagen oplyser, at op mod 50 procent af mærkets modeller kan forsvinde fra markedet inden for kort tid.
Den tyske bilkoncern skærer dramatisk i modelprogrammet for at spare milliarder i på flere markeder, hvor man er hårdt presset på indtjeningen.
Det fremgår af et nyt investorsprospekt fra Wolfsburg. Beslutningen skyldes den voldsomme konkurrence fra kinesiske bilmærker og faldende indtjening på de europæiske markeder, lyder det.
Besparelserne vil også betyde lukning af flere fabrikker og at op mod 100.000 ansatte skal fyres. Udover at fjerne hele bilmodeller skæres der kraftigt i antallet af komponenter fordelt på de forskellige mærker i VW-koncernen.
Variationen af forskellige enkeltdele på tværs af bilmærkerne reduceres med helt op til 75 procent. Ambitionen er at strømline produktionen og sænke de samlede omkostninger markant.
På bilernes ydre bliver antallet af forskellige forlygter eksempelvis skåret ned med 60 procent. Samtidig reduceres varianter af kofangere med 50 procent på tværs af koncernen.
Nedskæringerne rammer ikke kun selve Volkswagen.
Søstermærker som Skoda, Seat, Cupra og Volkswagen Transporter skal igennem præcis den samme drastiske kur.
Indvendigt i kabinerne skal antallet af varianter på sæder halveres. Samtidig skæres udvalget af rat ned med 60 procent på tværs af de folkelige bilmærker.
Også hos Audi, Bentley og Lamborghini reduceres udvalget af fælge markant. De mange fældeskomponenter betyder, at fremtidens biler vil komme til at ligne hinanden mere.
Bilkoncernen håber i stedet at skabe forskel på bilerne ved hjælp af billigere softwareløsninger. En enkelt undtagelse i præsentationen er dog Porsche, som holdes uden for de direkte komponentbesparelser.
Sportsvognsmærket Porsche har dog sine egne problemer at kæmpe med. Det står allerede klart, at 5.000 job skal nedlægges hos Porsche inden 2035.


