Boosted.dkBoosted Magazine

Superbiler, supermodeller, superyachts og superrige mennesker. Monaco er stedet at tage til, hvis du vil se på luksus i den helt tunge kaliber. Vi tog til motorshowet Top Marques, der overraskede på flere måder.

Det startede rimelig vildt. Efter to minutter i Monaco kom en McLaren Senna og en Lamborghini Aventador SVJ trillende forbi os på gaden. Så var vi ligesom i gang. Det lille fyrstedømme var præcis lige så vanvittigt, som du ser på bilvideoerne på Youtube. Superbiler overalt og konstant.

Men målet med vores tur var Top Marques Monaco, som er en årlig biludstilling med fokus på superbiler og det søde luksusliv. Vi havde set masser af billeder derfra inden ankomst, og vi havde store forventninger til både stedet og indholdet.

Det var dog lidt en overraskelse, at showet ikke var ret stort. I en by med overflod af penge, storhed og superbiler overalt, var Grimaldi Forum, hvor Top Marques afholdes, i en relativt beskeden størrelse. Til gengæld var standarden af de udstillede biler helt i toppen af poppen.

Her tager vi dig med på en tur rundt i et af verdens mest luksuriøse (men mindste) bilshows – nyd turen:

HVAD SKAL DU ELLERS SE I MONACO?

Det er ikke kun Top Marques, som er fedt i Monaco. Også havnen med alverdens vilde superyachts er et besøg værd. Og da vi var der, havde F1 lige været forbi, og vi kunne sidde ude på racerbanen og spise en burger. Det var ret sejt.

Derudover skal du bare parkere bilen i nærheden af stranden øst for Fairmont-hotellet, og så gå rundt og nyde de mange biler. Her er et par steder, du skal kende i Monaco som carspotter.

I Hillerød var der i weekenden lagt op til den helt store lydoplevelse, da Custom Audio i samarbejde med EMMA Danmark/Dansk bilstereo forening stod bag en delrunde til danmarksmesterskaberne i bilstereo.

Nogle af Danmarks bedste SQ biler (læs: Sound Quality) var samlet for at konkurrere i de forskellige klasser, og her er der tale om virkeligt velspillende biler, hvor man kan ”placere” alle instrumenterne på lydscenen og få en realistisk oplevelse, som om man sidder foran bandet.

Bilerne kan have mange forskellige opsætninger, og alle kan deltage, så længe man kan afspille EMMA’s testmusik. Man kan faktisk godt deltage med helt standard radio/højttalere i bilen (men det er selvfølgelig ikke sikkert, at man kommer så langt med det).

Konkurrencen er delt op i klasser, så man som begynder kan deltage i klasser, hvor de rutinerede deltagere ikke bare ”render med det hele”. Det er super fedt, da det er mere ligeværdigt på den måde og gør det meget sjovere at prøve at være med som begynder.

”Noget af det vigtigste ved at konkurrere er faktisk, at man kan lære en masse af de andre deltagere og på den måde blive bedre til at bygge sit eget anlæg”, fortæller Mads Nyegaard, indehaver af Custom Audio og flittig EMMA-deltager.

Custom Audio holdt åbent hus på dagen med en masse gode tilbud samt en publikumskonkurrence, hvor man kunne vinde en Helix U10A aktiv subwoofer. Konkurrencen kører helt indtil søndag den 16/6 kl. 20, så du kan stadig nå at deltage. KLIK HER!

Læs mere om EMMA Danmark/Dansk bilstereo forening og følg dem her: KLIK HER!

Til Oktober afholdes sidste delrunde og DM-finalen ved Custom Audio i Holbæk, så følg med på Facebook-siden, og kom forbi til finalen, hvor du kan lytte på nogle helt fantastiske anlæg.

Her får du galleriet fra delrunden i Hillerød:

Nissan inviterede Boosted.dk til Formel E i Berlin. For vores udsendte oktan-junkie med hang til lyden af fintunet symfonisk motorlyd var det en ny og anderledes oplevelse.

Den gamle lufthavn i Berlin, Tempelhof, dannede rammen om min første ”live” Formel E oplevelse, og jeg var spændt på at se, hvordan jeg ville reagere. Da Formel E første gang tonede frem på tv-skærmene i 2014, direkte fra Beijing i Kina, sad jeg klistret til skærmen for at se, om en ægte udfordrer til Formel 1 var født. Selv med et dramatisk løb og en konge afslutning dengang, blev jeg ikke overbevist. Min spænding over at se udviklingen af Formel E op til i dag var derfor stor.

Det første indtryk var netop storhed. Tempelhof lufthavnen i Berlin blev bygget af nazister med storhedsvanvid og lukkede i 2008. Den kæmpe uudnyttede plads i storbyen Berlin danner således de perfekte rammer for motorsport og racerløb. Godt gået, Formel E. Alle lufthavnens sjove og skøre muligheder blev brugt. Autografsessionen var derfor med kørerne siddende i check-in båse i afgangshallen. Folkeligt, skønt og grænsende til genialt fundet på.

Det er tydeligt, at Formel E organisationen, teams og sponsorer investerer stort i Formel E serien. Har man haft fornøjelsen af at opleve Formel 1, kender man ”cirkusset”, der rejser med på godt og ondt. Det er Formel 1 nørdens mekka af teknik, pitstop, team merchandise, biludstilling og skønhed.

Her formår Formel E at adskille sig forfriskende markant, og det gør i langt højere grad Formel E til et familieshow. Billetpriserne giver ikke anledning til akavede forhandlinger eller lodtrækninger om, hvem der skal med, fordi man ikke har råd til at gøre det til en familietur, der brænder halvdelen af feriebudgettet af på en weekend. Selvom dele af familien måske ikke går vildt meget op i motorsport og race, er det en fed udflugtsdag for alle, for det er ikke væsentligt dyrere at tage til Formel E end at tage en tur i Tivoli med børnene.

Eventet Formel E har den enorme fordel, at man samtidig risikerer at lære noget om bæredygtighed, miljø og grøn omstilling. I en af de enorme haller på Tempelhof var der således en stor udstilling med ”alt-i-el” transport. Mit motorhjerte begræder tabet af V12, V10, V8 og V6 lyd; duften af benzin og voldelig eksplosions-teknologi, men inderst inde hører jeg alligevel en entusiastisk stemme, som syntes, at alt det der el er ret cool, interessant og spændende.

Det var en fornøjelse at se hvor langt el-omstillingen er kommet og alle de mere eller mindre skøre el-påfund, der er på vej til forbrugerne.

Nissan inviterede os til interview i et imponerende pressecenter på banen med deres Head of Motorsport Management Team. Takao Katagiri var en kæmpe oplevelse, hans passion, glæde og el-nørdethed gav håb og dulmede mine nervøse benzin-blodårers vemodige krise.

Derefter gik turen til selve pitten. Vi fik lov til at betræde nogle temmelig hellige garager for at kigge ind i ingeniørernes arbejdsplads, og den højspændte vugge for Formel E maskinerne.

Her blev jeg skuffet! Jeg havde forventet en pinlig renlighed og über nøjagtighed i omgangen med fart monstre, lidt a la Formel 1. Men sådan var det slet ikke. Vores mest professionelle danske SuperGT og DTC-teams opererer på højere niveau end Formel E garagerne, det faktisk var lidt en rodebutik af vinger, reservedele, slikbøtter og hjemmebagt kage – ved siden af godt brugte Nescafé kaffemaskiner, der forudsagde en kop kaffe på vej, med deres velkendte elektriske bryggelyd.

Nissans pit var travl, og som ventet måtte der ikke tages billeder af de hemmelige dele, som Nissan selv udvikler på; endelig noget lidt mere cool og hemmeligt. Mekanikerne og ingeniørerne skruede og kiggede på computere i søgen efter tiendedele hist og pist, og det var et behageligt skue, selvom el-teknologien endnu ikke har formået at tænde min indre nørd. Givetvis fordi jeg ikke rigtig forstår hvorfor det er cool.

Formel E bilerne var overraskende smalle og små. De er meget anderledes end forventet og har enkelte aero-dele, der mere ligner noget fra en scifi film som Tron, end noget der får bilen til at køre hurtigere. Så igen, en lille smule skuffet – det var simpelthen ikke eksotisk nok, men måske fik vi bare ikke den rigtige fortælling om carbonfiber og finjusteret vægtfordeling.

Så var det over på de imponerende tribuner og kigge på træning. Hvis nu vi siger, at min Formel 1 spænding er 100%, var jeg faktisk overraskende spændt – tror endda jeg nåede på 95%, specielt da solen brød frem og bagte – og de første racere symaskinede sig forbi.

Man kunne se, at bilerne var noget en håndfuld ud af sidste sving op mod langsiden. Al kraft er øjeblikkelig til rådighed under en Formel E racers højre fod, så det kræver store evner at føde det ud i dækkene i samme takt med det mulige greb i banen. En del hurtige udsving i rattene kunne observeres, og enkelte drift-tendenser kunne spores for mange af kørerne.

Derefter nød vi en tur gennem udstillinger og Formel E’s eventcirkus. Dette var en stor oplevelse, en mængde nytænkning, live musik, aktive udstillinger, aktiviteter og super sjove påfund. I sandhed et hit for familier på tur. Et kæmpe madområde med alt fra vegansk korrekte chiaboller og usmagelig sund mad, til den gode, gamle curry wurst med fritter, svøbt i fritureolie.

Nissans stand var genial. Man registrerede sig med et venskabsarmbånd og brugte det til at bestille sin yndlingskaffe eller juice. Derefter kunne man opleve vindmodstanden under den acceleration, som en Formel E racer giver, og sluttelig en tur i en kæmpe virtual reality maskine, hvor man fik et lille indblik i, hvordan det føles at køre en Formel E. Nissan medbragte deres egen DJ og spillede fede beats, og deres personale havde helt klart gennemgået et succesfuldt kursus i service. De var oplagte, glade og super hjælpsomme, hvilket bidrog til familiefølelsen. Godt lavet, Nissan!

Dagen efter var det løbsdag, og der blev helt sikkert kørt til. Men forbindelsen til Takao Katagiris entusiasme var forsvundet for mig. Udover de åbenbare imagefordele ved at køre ”grøn motorsport” kunne jeg ikke fænges. Den gamle, drengede højborg af larmende voldsommelighed i motorsport var ligesom erstattet af ret mærkelige symaskiner, der uden den vilde dramatik vimsede rundt på banen.

Hvis jeg var en gammeldags mandschauvinist, ville jeg sige, at det virkede lidt feminint. Det oplevedes ikke som gladiatorisk kamp om at tæmme gigantiske kræfter i fartmonstre, der allerhelst vil slå så mange kørere til plukfisk som muligt. Det var alt for civiliseret og pænt. Det sportslige er for ”de søde børn” i klassen, hvor ægte motorsport er mere for bøllerne og rebellerne – uterligt, uregerligt og lidt farligt.

Sejrsceremonien var fantastisk. Top tre-bilerne blev via en rampe parkeret på scenen oppe foran publikum, og kørerne blev præsenteret i et show af amerikanske proportioner. Det var rigtig cool og godt tænkt. Her kan alle motorsportsserier lære noget, men det virker kun, hvis kørernes forbindelse til publikum er ægte, og den virkede lidt fesen på mig.

Selvom Formel E har fanboost, nåede kørerne ikke rigtig over scenekanten og ud til publikum. De er for pæne og velopdragne. Formel E trænger udpræget til en åbenmundet frækkert som f.eks. Nicki Thiim til at få gang i rivaliseringen og fornærmelserne. En ægte badboy-racer, der for alvor kunne sætte nogle af de evindeligt kedelige og pæne sponsoropdragede duksedrenge på plads.

Jeg kan lide en rød hotdog, en velgrillet burger eller en rød bøf med god vin – men min Formel E-oplevelse var en politisk korrekt chiabolle med salat. Jeg kan ikke finde rivaliseringer, der kan give drama, spænding og uenigheder. Formel E kan ikke forarge eller forskrække nogen, og måske derfor er det den perfekte tur-dag for familien.

Eventet var flot og imponerende, lokationen var misundelsesværdig genial, men racet var for pænt, grænsende til ligegyldigt.

Problemet er, at Formel E med al sandsynlighed har fat i den lange ende. Det skal bare opleves farligere og dristigere. Det skal kræve, at kørerne sætter noget mere på spil. Kontroverser, fejl, crash og større spænding end der er i mit helt almindelige liv. Nej, jeg kan ikke køre en Formel E, og slet ikke hurtigt, men jeg vil langt hellere se vildbasser i bilerne end afdankede Formel 1 og Le Mans-kørere sammen med über priviligerede rigmandssønner, der aldrig rigtig satser hele biksen.

Men jeg kunne rigtig godt lide Takao Katagiri – han var cool, hans passion smittede, og Nissan var perfekte værter hele vejen igennem. Mange tak for turen – samlet set var turen en positiv oplevelse, men jeg er stadig ikke omvendt til el-sport. Jeg tager til Formel 1 i Frankrig.