Audis direktør, Gernot Döllner, bekræfter nu rygterne. Mærket vil bygge en stor firehjulstrækker som direkte konkurrent til Mercedes G-Klasse.
Audi vil nu bygge en direkte konkurrent til den ikoniske Mercedes G-Klasse.
Derfor bekræfter i Ingolstadt nu en række rygter, der har cirkuleret i årevis. Der bliver nemlig arbejdet på en model, der skal kunne konkurrere med G-Klassen og Land Rover Defender.
Det er Audis administrerende direktør, Gernot Döllner, der nu mere end antyder, at en afsløring af sådan en bil er på trapperne.
Rygterne blev for alvor sat i gang i 2023.
Her sagde den daværende designchef, Marc Lichte, at der var plads til en tredje spiller i ‘det lukrative marked for luksus-firehjulstrækkere.’
Direktør: “Følg med”
Spekulationerne blev yderligere forstærket, da Audi ansatte den tidligere JLR-designer Massimo Frascella. Han var en af de ledende designere bag den nye Land Rover Defender.
Nu bliver rygterne så godt som bekræftet af Audis øverste chef.
Da Autocar spurgte Gernot Döllner, om projektet stadig var i live, lød det korte og sigende svar:
– Følg med.
På spørgsmålet om potentialet i en Defender-rivaliserende Audi 4×4, tilføjede han:
– Den drøm giver vi ikke op over for.
Skal bygges i USA for at undgå told
Den nye topmodel vil ifølge Döllner fungere som et teknologisk flagskib for mærket.
Den vil introducere nye, radikale design- og teknologifeatures.
Den nye firehjulstrækker kan meget vel blive produceret i USA.
De nye, amerikanske toldmure har fået Audi til at overveje at bygge biler lokalt for at undgå afgifterne.
– På koncern-niveau diskuterer og undersøger vi lige nu, om vi skal have have anlagt en Audi-fabrik i USA, siger Gernot Döllner.
Volkswagen-koncernen, som Audi er en del af, er allerede i gang med at bygge en ny fabrik i South Carolina.
Her bygger Volvo og Polestar i forvejen biler. De to mærker bliver, hvis reglerne fortsætter, som de er skruet sammen nu, dog meget snart smidt ud af USA.
VW-fabrikken skal producere biler for det genoplivede offroad-mærke Scout, som VW-koncernen købte rettighederne til i 2021.
Audis nye firehjulstrækker kunne meget vel blive en del af det, der skal bygges på samme fabrik.
Mens Audi altså nu bevæger sig i en mere rå og kantet designretning, sker det stik modsatte hos ærkerivalen.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, har BMW netop ansat en ny designchef, Max Missoni. Han lover, at det er slut med de provokerende designs, og at mærket vil vende tilbage til et mere “roligt” og “subtilt” udtryk.


