Dodge Hornet, der i bund og grund er en Alfa Romeo Tonale med andet logo, forsvinder fra modelprogrammet efter 2 år. Trumps toldpolitik får skylden.
Den Alfa Romeo-baserede Dodge Hornet er død.
Bilen, der er identisk med SUV’en Tonale, går i graven efter bare to år på programmet ude hos de amerikanske forhandlere.
Både Tonale og Hornet er nemlig bygget på den samme fabrik i Italien, og det har siden Trumps tiltræden i januar 2025 betydet, at Dodge har betalt 25 procent told for at få bilen ind i USA.
Altså mærkets egne biler.
Dodge lider i øvrigt samlet set meget i USA. 2025 bød på 101.927 salg af nye biler. De fleste af dem var den efterhånden 20 år gamle SUV Durango.
Bilen stod for 81.000 af Dodge samlede salg. Til sammenligning blev det kun til 9.365 nye Hornet i løbet af hele året.
Med Dodge Hornets bortgang er der reelt kun to modeller tilbage i mærkets modelprogram. Den ældgamle Durango og Charger-modellerne, hvoraf den elektriske udgave med tilnavnet “Daytona” er en salgsmæssig katastrofe.
For at redde bare lidt af æren – og ikke mindst ordrebøgerne – har Dodge besluttet sig for at tage de massive V8-motorer til nåde.


