Haas tager afstand fra ny kørers ‘afskylige’ video


Nikita Mazepin er ikke andet end lige præsenteret som ny Haas-kører, før teamet i stærke vendinger må tage afstand fra den unge russers opførsel. 

En video, der kortvarigt lå på den russiske racerkører Nikita Mazepins instagram-profil, får nu hans kommende arbejdsgiver i motorsportens kongeklasse til at tage afstand fra ham.

Det oplyser Formel 1-holdet Haas F1 i en pressemeddelse tirsdag.


– Haas F1 tolererer ikke Nikita Mazepins opførsel i den video, der for nylig blev offentliggjort på hans sociale medier, skriver teamet i meddelsen.

Videoen, der viser Mazepin tage en kvinde på brysterne i en Porsche, som de begge er passagere i, er da også fjernet fra racerkørerens instagramprofil.

Den er dog siden dukket op andre steder.

Videoen viser tydeligt, at kvinden ikke bryder sig om Mazepins opførsel. Hun prøver da også at fjerne hans hænder.

Undskyld!
I Haas-lejeren har man ikke meget mere at sige om hændelsen.

– Sagen behandles internt, og vi har på nuværende tidspunkt ikke flere kommentarer”, slutter Formula 1-holdet.

Efterfølgende har Nikita Mazepin selv været ude for at beklage sin opførsel.

– Jeg vil gerne undskylde for mine handlinger. Både med hensyn til min egen upassende opførsel og det faktum, at den (videoen, red.) blev lagt ud de på sociale medier, skriver racerkørerne på instagram.



Bjørn Skjærup er journalist og webredaktør på Boosted.dk. Han har skrevet professionelt om biler i over seks år. Email: bj@boosted.dk