Ifølge en ny meningsmåling fra den norske elbilforening, synes hele 60,5 procent, at regeringen i Oslo skal indfase moms langsommere end foreslået.
I Danmark er der moms på elbiler. Nordmændene slipper dog helt.
I hvert fald lidt endnu. Og ifølge en meningsmåling fra den norske elbilforening er forslaget om fuld moms på elbiler i 2027 alt for tidligt.
Foreningen siger, at 60,5 procent af nordmændene er imod indfasningen, der først betyder en lavere moms i 2026 og derefter fuld moms i 2027.
– Hvis Stortinget nu lytter til folk, vil de sørge for, at regeringen stopper med at indføre fuld moms på elbiler om lidt over et år, siger generalsekretær Christina Bu fra Norsk Elbilforening til norsk
TV 2.
Undersøgelsen er baseret på svar fra 1.000 respondenter, og af dem støtter bare 24 procent regeringens forslag om at fjerne momsfritagelsen på elbiler.
I samme undersøgelse svarede 26 procent af de adspurgte også, at de vil vælge en ny benzin- eller dieselbil, hvis der skal lægges moms på elbiler.
– Undersøgelsen bekræfter vores frygt: En hurtig indfasning af moms kan bringe elbilernes succes i fare, siger Bu.
Ifølge generalsekretæren er elbilforeningen som sådan ikke imod moms på elbiler. Men Bu mener, at indfasningen sker for hurtigt.
Og det kan der være noget om. I USA er markedet for nye elbiler kollapset, efter at regeringen fjernede en statslig skatterabat på 52.000 kroner til dem, der købte en ny elbil.
Herhjemme har bilimportørernes interesseorgan Mobility Denmark da også advaret mod ‘svenske tilstande’, hvis Danmark sløjfer den lave registreringsafgift, som elbilerne lige nu nyder godt af.
Mobility Denmark mener dog også, som Boosted har kunnet fortælle, at danskerne skal piskes til at købe elbiler. Gulerod i form af lavere afgifter er ikke nok, siger direktør Mads Rørvig.

