530 hk – ABT politi-tuner RS4 til Essen Motor Show

I Tyskland spiller ordensmagten på tunernes banehalvdel. Hvert år er ‘Die Polizei’ repræsenteret på Essen Motor Show.

Tune it! Safe! kalder de det. Og i år er det en Audi RS4, der har fået den blå lysbro på taget.

Men selvfølgelig ingen almindelig RS4, en ABT Sportline-tunet RS4-R. Udover en pokkers masse kulfiber har de tyske tunere trukket yderligere 80 hestekræfter ud af den 2,9-liters biturbo V6’er.

Altså har den brede stationcar, eller Avant som Audi siger, nu 530 hestekræfter og 690 newtonmeter til rådighed ved pedalen længst mod højre.

LÆS OGSÅ. Sikke noget l*rt: Slamsuger slukker BMW-brand

Politiet kommer dog ikke til at jage forbrydere og færdselssyndere i den hurtige RS’er. Tune it! Safe!-bilerne bygges kun for at vise, hvad politiet egentlig kan rulle ud på asfalten med (hvis de skulle..)

ABT oplyser, at politibilen flytter sig fra 0-100 km/t på bare 3,8 sekunder. 0,4 sekunder hurtigere end fabriksbilen. Performance-pakken sætter først en stopper for løjerne, når speedometernålen banker på ud for 280 km/t.

Lige i dette tilfælde tror vi dog ikke ret meget på, at hastighedsbegrænsning overhovedet har været et emne.

Sidste år havde AC Schnitzer politi-tuner-tjansen. De valgte at kaste flere muskler i en BMW i8. Andre år har stået ‘Polizie’ på alt fra Chevrolet Corvette og Ford Mustang til Porsche 911.

 

 

Klik frem og tilbage på pilene