Næsten halvdelen af alle danske bilister oplever dagligt, at andre kører for tæt på. Det fører til farlige reaktioner som “brake checks”, viser en ny undersøgelse.
En ny undersøgelse viser, at 49 procent af alle danske bilister dagligt oplever, at bagvedkørende ikke holder nok afstand i trafikken.
Problemet er ikke kun en kilde til irritation, men fører også til farlige situationer og ulykker.
Det er analysefirmaet YouGov, der undersøgt danskernes adfærd i trafikken og holdning til det samme for forsikringsselskabet Gjensidige.
Tallene viser et udbredt problem på de danske veje. At køre for tæt på den forankørende er en af de hyppigste årsager til sammenstød i trafikken.
Men undersøgelsen afslører også en anden og lige så farlig tendens.
Den aggressive kørsel fra den bagvedkørende får den forankørende til at reagere på måder, der kan eskalere situationen.
Hver fjerde bilist bremser i protest
Når bilister oplever at blive presset bagfra, reagerer mange med frygt, stress eller vrede. De reaktioner kan føre til uhensigtsmæssig adfærd.
Hele 25 procent af de adspurgte i undersøgelsen svarer, at de bevidst bremser ned for at signalere til den bagvedkørende, at de skal holde afstand.
Yderligere 20 procent bliver stressede, mens et tilsvarende antal bliver bange og usikre i deres kørsel.
Især nedbremsningen, også kendt som et “brake check”, er en ekstremt farlig manøvre.
Det kan provokere den bagvedkørende og i værste fald føre til alvorlige ulykker, advarer skadedirektør i Gjensidige, Lene Rasmussen.
Ekspert advarer: Det er vanvittigt at bremse
Lene Rasmussen anerkender, at det er en ubehagelig og provokerende situation at blive presset af en utålmodig bilist. Hun advarer dog kraftigt imod at reagere ved at bremse.
– Problemet med manglende afstand er åbenlyst, at det er ubehageligt for den forankørende, men det klart værste er, at det øger risikoen for alvorlige ulykker markant, siger hun.
– Derfor er det vanvittigt at bremse ned.
Hun forklarer, at en pludselig opbremsning kan skabe en farlig kædereaktion for de bilister, der kører endnu længere tilbage.
I stedet anbefaler hun, at man forsøger at bevare roen i trafikken.
– Forsøg at trække ind til siden og give plads, og sørg for at holde dig til fartgrænsen og en god afstand til den forankørende, så du ikke selv skal til at lave en hård opbremsning, lyder rådet fra Lene Rasmussen.
Aggressiv kørsel og manglende tålmodighed i trafikken er et stigende problem. Noget andet men mindst lige så farligt er, at mange af de samme bilister kører rundt uden lys på.
Faktisk viser undersøgelser, at hver fjerde bilist hver eneste uge møder andre i trafikken uden lys på bilerne.


