En domstol i Amsterdam har fældet Citroën, DS, Opel og Peugeot for at bruge snydesoftware i dieselbiler, der er blevet solgt siden 2009. Kæmpe krav kan være på vej.
Dieselgate er skandalen, der bare ikke vil dø. Og viser det sig, at yderligere 4 bilmærker har snydt og bedraget med deres dieselbiler.
Det drejer sig om Citroën, DS, Opel og Peugeot, der i dag alle er en del af den samme Stellantis-koncern.
De 4 bilmærker er ved en domstol i Amsterdam kendt skyldige i at have solgt dieselbiler med en software designet til at manipulere med forureningsbegrænsende udstyr.
Afgørelsen er kommet efter, at tre fonden i netop Holland lagde sag an mod de fire ‘søster-mærker’.
Dommen slår fast, at de fire bilmærker har markedsført dieselmotorer med ulovlig software siden 2009.
Bilerne blev solgt med “forbudte manipulationsanordninger” i deres software. Det skriver Reuters.
Det betyder, at bilerne var udstyret med software, som kun var aktiv under officielle tests. Softwaren sørgede på den måde for, at fremstille bilerne som ‘renere’, end de reelt er.
Ude på vejene i almindelig daglig trafik var og er virkeligheden en anden. Her udleder bilerne markant mere, end hvad der er tilladt ifølge den emissionsnorm, bilerne skal leve op til.
Erstatningskrav på vej mod Stellantis
Opel anvendte for eksempel et emissionskontrolsystem, der slet ikke virkede under ‘almindelig kørsel’.
Systemet fungerede ikke ved bestemte temperaturer, som ofte forekommer ved normal kørsel.
De franske mærker Citroën, DS og Peugeot benyttede en anden metode. Deres biler brugte bevidst for lidt AdBlue under normale kørselsforhold. AdBlue er et stof, som reducerer udledningen af netop kvælstofoxid.
Retten i Amsterdam understreger, at dommen er en såkaldt mellemdom. Det er altså ikke det endelige punktum i sagen.
Sagen fortsætter derfor. Næste skridt bliver at afgøre, om mærkerne reelt kan holdes ansvarlige for snyderiet.
Det gælder ansvaret for at have markedsført bilerne med den ulovlige software.
Fondene, som har anlagt sagen, har et klart mål. De kræver, at den nuværende ejer, Stellantis-koncernen, betaler erstatning til tusindvis af berørte bilejere.
Skandalen kan vokse: Fiat, Mercedes og Renault næste i rækken
Sagen mod de fire mærker er ikke den eneste af sin slags. Lignende sager kører ved samme domstol i Amsterdam. De sager er rettet mod Fiat, Mercedes-Benz og Renault.
Der forventes en afgørelse i de sager inden for kort tid. Skandalen kan altså potentielt vokse i omfang og inkludere endnu flere bilproducenter.
Den oprindelige Dieselgate-skandale begyndte med Volkswagen, da tyskernes måde at svindle på blev opdaget helt tilbage i 2015.
Den har kostet den tyske gigant milliarder af kroner i bøder, erstatninger og tilbagekøb af biler. Nu ser det ud til, at en lang række andre mærker står over for lignende konsekvenser.
Men som Boosted også har kunnet fortælle, er det ikke sikkert, at ejerne af bilerne i dag overhovedet kan få erstatning.
I Norge har en mand eksempelvis gentagne fået nej til at sagsøge VW-importøren, som han mener har solgt de manipulerede biler. Sagen står nu der, hvor manden vil have 6 millioner kroner.
Altså fordi han ikke må trække VW-importøren i retten. I hvert fald ikke på nuværende tidspunkt.


