Stellantis udvider tilbagekaldelse: Skruer i forhjulsophænget er defekte i Peugeot 3008, 5008 og Opel Grandland. Fejlen kan få hjulet til at falde af bilen under kørsel.
Bilgiganten Stellantis er tvunget til at udstede en ny, stor tilbagekaldelse.
Noget som egentlig er en udvidelse af en tidligere tilbagekaldelse.
En alvorlig defekt i flere populære Peugeot-modeller kan få hjulet til at falde af under kørsel. Tilbagekaldelsen gælder yderligere 32.000 biler af modellerne Peugeot 3008, 5008 og Opel Grandland.
Problemet er det samme, som ramte 20.000 Peugeot-biler i slutningen af 2024. Der var tale om fejl med forhjulsophænget.
Ifølge Automobile Magazine skyldes fejlen manglende eller beskadigede skruer i forhjulsophænget.
100.000 biler kan have samme fejl
Ifølge det tyske svar på Færdselsstyrelsen, KBA, er der nu over 100.000 biler globalt med den samme fejl. 95.000 biler er fra Peugeot. Resten er Opel Grandland.
Fejlen ligger i den nederste forreste bærearm. Nogle skruer, der fastgør kugleledsbeslaget, kan mangle eller være beskadiget. Det er en vigtig del af styringen.
Fejlen kan få rattet til at dreje sidelæns. I værste fald kan bilen blive umulig at styre under kørsel. Hjulet risikerer at falde af.
En tydelig lyd fra forsiden af køretøjet kan advare bilejere på forhånd. Vibrationer i rattet kan også indikere, at en skrue mangler eller er beskadiget.
Ejerne kan fortsat køre i bilerne…men
Fejlen er alvorlig. Men Stellantis har besluttet, at det ikke er en “Stop drive”-situation som da koncernen tilbagekaldte biler med livsfarlige airbags tildligere i 2025.
I stedet hedder det sig, at ejerne kan fortsætte med at køre i bilerne, mens de venter på, at fejlen bliver rettet.
Det er stadig uklart, om ejere i Danmark er omfattet af den seneste tilbagekaldelse. Importøren Wismo Group – det tidligere K.W Bruun – har fået kritik for sin håndtering af sagen.
Tilbage i januar 2025 fik 1.738 Peugeot-ejere besked på, at de skulle opsøge et af mærkets egne værksteder herhjemme på grund af fejlen.
Importøren undlod i første omgang at fortælle ejerne, hvor alvorlig defekten faktisk var. Desuden skrev Motormagasinet, at Wismo i gav sine egne værksteder besked på først at udbedre demo-biler.
Importøren forklarede det senere med mangel på dele fra Stellantis.
Løse hjul er et udbredt problem
Peugeot er ikke det eneste mærke. Fejl med løse hjul har ramt flere bilproducenter de seneste år.
Toyota måtte tilbageholde den stærkt kritiserede første udgave af bZ4x. Japanerne fandt ud af, at hjulene kunne falde af.
Tilbage i 2019 måtte den danske Mazda-importør ud i tilbagekaldelsen af 855 biler. Det skyldtes, at hjulmærkerne kunne sidde løst.

