En helt ny Mercedes AMG GT 63 Pro koster fra 330.000 euro. Den bare 19-årige Formel 1-kører Kimi Antonelli nåede at have sin i én dag.
Den 19-årige Formel 1-kører Kimi Antonelli er sluppet nådigt fra at have smadret en Mercedes-AMG GT 63 Pro 4Matic+ “Motorsport Collector’s Edition”.
Bilen, der kun er bygget i 200 eksemplarer, har fået betydelige skader. Men den purunge Antonelli slap uskadt fra uheldet.
Et uheld som skete bare dagen efter, at han havde fået nøglerne til den 4-liters V8-motor med 612 hestekræfter.
Antonelli befandt sig ikke i sit hjemland, Italien, da det gik i galt, men i San Marino. Til forskel fra reglerne i Italien må teenageren nemlig godt køre den slags biler i San Marino.
I Italien skal han derimod have haft kørekort i tre år, før han må sidde bag rattet af så potente gadebiler. Hvilket egentlig er paradoksalt, når man tænker på, hvor mange hestekræfter den unge mand tøjler i løbet af en Formel 1-sæson.
Det laver bare ikke om på hverken Italiens færdselsregler, eller at Antonelli først fik sit kørekort i 2025.
Han er dog ikke den Formel 1-kører, der var involveret i flest ulykker i løbet af 2025-sæsonen. Langt fra faktisk.
Antonellis ulykker på lukkede baner løb i 2025 op i 910.000 dollar eller 5,7 millioner kroner. Bevares, det er mange penge. Men det er kun Esteban Ocon og Max Verstappen, der klarede sig billigere gennem samme sæson.


