Bilgiganten Stellantis, der består af 14 bilmærker, har i al hemmelighed stoppet sit AutoDrive-program for selvkørende biler på Level 3, selvom det blev kaldt “klar til brug” i februar.
Bilgiganten Stellantis har i stilhed droppet sine planer om at lancere selvkørende biler på det såkaldte Level 3. Der er 5 niveauer i alt.
Beslutningen om at standse det såkaldte STLA AutoDrive-program er et markant tilbageslag for koncernens teknologiske strategi.
Det skriver det internationale nyhedsbureau Reuters.
Nyheden er baseret på oplysninger fra en række anonyme kilder med indgående kendskab til udviklingen hos Stellantis.
Ifølge kilderne er projektet reelt blevet indefrosset. Det er derfor usandsynligt, at teknologien vil blive introduceret på markedet.
Stellantis ejer en lang række bilmærker. Det gælder blandt andre Peugeot, Citroën, Opel, Fiat og Jeep.
Stoppet for den selvkørende teknologi kommer som en stor overraskelse.
Blev kaldt “klar til brug” i februar
Så sent som i februar i år præsenterede Stellantis ellers systemet som en hjørnesten i deres fremtidige strategi. Teknologien blev beskrevet som værende “klar til udrulning”.
Dengang udtalte koncernens teknologidirektør, Ned Curic, at systemet var en prioritet.
– Ved at håndtere rutineprægede køreopgaver vil STLA AutoDrive forbedre køreoplevelsen og gøre tiden bag rattet mere effektiv og behagelig, sagde han.
Systemet skulle gøre det muligt for føreren at fjerne både hænderne fra rattet og øjnene fra vejen i visse situationer, for eksempel i tæt trafik med hastigheder op til 60 km/t.
Men på trods af de store løfter er softwaren aldrig nået ud til kunderne.
Stellantis: Der er begrænset efterspørgsel
Stellantis har givet en officiel kommentar til Reuters. En talsmand for koncernen bekræfter, at teknologien ikke er blevet lanceret.
Begrundelsen er ifølge talsmanden, at der i øjeblikket er en “begrænset efterspørgsel på markedet”.
Stellantis fastholder dog, at teknologien er færdigudviklet og klar til at blive implementeret, hvis det skulle blive nødvendigt.
Koncernen har ikke ønsket at oplyse, hvor mange penge eller hvor meget tid der er blevet brugt på det nu skrinlagte projekt.
Det er ikke den eneste avancerede teknologi, som Stellantis for nylig har trukket sig fra. I sidste måned meddelte koncernen, at de stopper investeringerne i brint-teknologi på grund af høje omkostninger og manglende infrastruktur.
Tilbagetrækningen fra de ambitiøse teknologiske mål ser ud til at være en generel tendens.
Som Boosted tidligere har fortalt, har Opel, der også er en del af Stellantis-koncernen, for nylig droppet deres mål om udelukkende at bygge elbiler fra 2028.


