BMW holder V8’eren i live. Volkswagen vil fortsætte med forbrændingsmotoren. Skulle alle køre elbil, vil det være som at blive vegetarer, mener Harry Metcalfe.
– Jeg har været involveret i bilindustrien i mange år, og jeg har aldrig set større forvirring i den europæiske bilindustri.
Sådan siger Harry Metcalfe, der i 1998 var med til at grundlægge bilbladet Evo Magazine. Og selvom han som sådan ikke har noget imod elbiler, er han heller ikke i tvivl om særligt én ting.
– At nå 100 procent elbiler er ligesom, at alle bliver vegetarer, siger han.
Men at vi står med en industri i bakgear, er sådan set bilmærkernes egen skyld, mener den engelske motorjournalist og landmand.
– Dieselgate var begyndelsen på alting. På det tidspunkt var dieselbiler meget populære i Europa. De ville sælge i USA, men der var regler om emissioner der, og undervejs blev Dieselgate opdaget.
Skandalen, der begyndte hos Volkswagen, spredte sig siden til snart sagt alle konkurrenterne i Europa. Og den har faktisk ikke sluppet dem endnu.
Så sent som i september sidste år måtte Volvo betale en millionbøde for at snyde med dieselmotorer. Læs mere om det her.
Men det ændrer ifølge Harry Metcalfe bare ikke på, at EU-politikerne og bilisterne taler forbi hinanden. Alle kan nemlig ikke presses ned eller ind i en elbil. Men det insisterer EU-systemet på.
– Vores beslutningstagere ønsker at få os til at købe elbiler og vil forsøge at hæve afgifterne på forbrændingsmotorer. Men det er den forkerte vej at gå; politikere og forbrugere taler ikke samme sprog.
At der skal ske en forandring i bilindustrien er Harry Metcalfe ikke den, der benægter. Men han tror ikke på, at det er løsningen at smide alt efter elbilen.
– Det er som om, at hele landet skal blive vegetar. Det er ikke for alle, og vi skal forstå, at bilkøbere og beslutningstagere ikke er på samme side. Men der findes mindre elbiler, som er gode og egner sig til visse ting.
Harry Metcalfe nævner Renault 5 eller Fiat Panda som eksempler på elbiler, de fleste bilister økonomisk kan komme i nærheden af.
Men de biler har også deres begrænsninger. Uden for byzonerne og på de længere træk klarer de biler sig nemlig ikke særlig godt.
Læs flere artikler efter annoncerne: