Det genoplivede Scout-mærke skulle egentlig kunne bygge elbiler. Men virkeligheden har vist, at 80 procent af de 130.000 forudbestillinger går på benzinudgaven.
Volkswagen-koncernens genoplivede, Scout Motors, har tiltrukket kunder der egentlig ikke gider køre elbil.
Hele 80 procent af de 130.000 forudbestillinger på de kommende Terra og Traveler-modeller går på det benzindrevne alternativ.
Det tvinger mærket til at ændre sin oprindelige strategi om kun at bygge elbiler.
Det bekræfter Scout Motors’ administrerende direktør, Scott Keogh.
Scout Motors er en genoplivning af det klassiske, robuste offroad-navn International Harvester Scout. Volkswagen har allerede smidt omkring 10 milliarder korner efter mærket.
Håbet – eller rettere tanken – var, at Scout skulle genopstå som et brand udelukkende med elbiler på programmet.
Kunder med rækkeviddeangst og lade-udfordringer har tvunget mærket til at introducere udgave af bilen med benzinmotor. En såkaldt rækkeviddeforlænger.
Kunderne har talt: 80 procent vil have benzin
– Markedet har talt, siger Scott Keogh til Bloomberg.
– Over 80 procent af forudbestillingerne er på modellen med benzinmotor.
Det betyder, at over 100.000 bilister helst vil have Scouts biler med benzinmotor som sikkerhedsnet.
Rækkeviddeforlængeren fungerer ved, at hjulene stadig drives af elmotorer. Mens benzinmotoren er en generator, der lader på batterierne, når det er ved at være småt med strøm.
Den rene elbil-udgave af SUV’en Scout Traveler og pickupen Terra vil have et stort 120 kWh NMC-batteri. Det giver en forventet rækkevidde på 560 kilometer efter WLTP-normen.
I virkelighedens verden er det ikke meget mere end 300 kilometer på en opladning.
Rækkeviddeforlængeren får et mindre, billigere LFP-batteri med cirka halvdelen af elbilens kapacitet (240 kilometer, red.). Men i kombination med benzinmotoren øges den samlede rækkevidde til godt 800 kilometer, hævder Scout-ledelsen.
En strategisk redning for Scout
Scott Keogh insisterer på, at beslutningen om at lytte til kunderne har været den rigtige. Og ikke bare det. Men at øret ud til kunderne ‘altid har været planen’.
– Lige fra begyndelsen blev Scout Motors etableret som et bilmærke, der lytter til kunderne, siger han.
– Mange amerikanske bilister har sagt, at de er bekymret over mulighederne for at lade på farten.
Direktøren udelukker dog muligheden for, at Scout laver biler kun med forbrændingsmotorer.
– Verden bevæger sig stadig mod elbilerne. Teknologien er der, innovationen er der. Vi er i de tidlige stadier, siger Scott Keogh.
Scout Terra og Traveler forventes at nå samlebåndene i 2027. De vil blive bygget på en ny fabrik i South Carolina. Fraprisen er sat til under 60.000 dollar. Det svarer til godt 400.000 danske kroner.
Konkurrenterne er nødt til at fyre og lukke fabrikker
Scouts u-vendig er det seneste eksempel på, at ikke bare det amerikanske marked for elbiler men elbiler i det hele taget har ramt noget af en mur.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, er der generelt et fald i elbilsalget i USA. Bilmærkerne er på den anden side ikke sene til at skyde skylden på det, statsstilskud i form af skatterabatter som Trump-regeringen fjerende ved udgangen af september.
De to store konkurrenter General Motors og Ford har begge meldt ud, at man skære produktionen af elbiler til for at ‘fokusere på benzin- og hybridmodeller’.
General Motors har ligefrem gjort det klart, at man er nødt til at lukke batterifabrikker i mindst seks måneder. Efterspørgslen på elbiler kan simpelthen ikke holde fabrikkerne åbne.
Volkswagen har foreløbig ikke sagt noget om andet end end ren nordamerikansk lancering af Scout. Chancen for at se mærkets biler på de danske veje er altså mikroskopiske.

