Stellantis tilbagekalder 1.072 varevogne fra Citroën og Fiat. En softwarefejl får bilernes speedometer til at vise forkert.
Bilgiganten Stellantis er tvunget ud i endnu en tilbagekaldelse. Denne gang af 1.072 varevogne.
Årsagen er en bizar softwarefejl, der får bilerne til at tro, at de er personbiler, og derfor viser en forkert og for høj hastighedsgrænse i det digitale speedometer.
Det skriver Car Recalls.
Fejlen er potentielt farlig. I hvert fald for ejerens pengepung og kørekort, da den kan forlede føreren til at køre hurtigere end tilladt.
Tilbagekaldelsen omfatter to af koncernens mest populære varevognsmodeller.
Det drejer sig om 740 eksemplarer af Citroën Jumper og 332 eksemplarer af Fiat Ducato, inklusiv den elektriske udgave.
Viser hastighedsgrænse for personbiler
Problemet ligger i bilernes i øvrigt lovpligtige intelligente fartassistent”.
Det er den funktion, der via et kamera aflæser vejskiltene og viser den gældende hastighedsgrænse i instrumenteringen.
Men i de berørte varevogne kan systemet finde på at vise hastighedsgrænsen for personbiler i stedet for den lavere hastighedsgrænse, der gælder for varevogne.
Det kan for eksempel betyde, at bilen viser en tilladt hastighed på 130 km/t på motorvejen, selvom den som varevogn kun må køre 90 km/t.
De berørte biler er alle af nyere dato. De er produceret mellem december 2024 og februar 2025.
Skal have opdateret software
Fejlen vil blive rettet på bilkoncernens egne værksteder.
Her vil køretøjets software blive opdateret, så fartassistenten fremover viser den korrekte hastighedsgrænse for den pågældende biltype.
Den nye tilbagekaldelse er den seneste i en lang række af alvorlige sager for Stellantis-koncernen.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, har Citroën netop udsendt en “Stop Kørsel”-advarsel for den helt nye C3-model.
Her er der blevet opdaget en livsfarlig fejl, hvor bilens pedaler kan være monteret forkert fra fabrikken. Boosted har også indhentet en kommentar fra den danske importør.


