Boosted Trackday FAQ

Boosted Trackday er en unik mulighed for dig, der kunne tænke dig at prøve din bils grænser af under ordnede forhold. Vi har her samlet nogle af de vigtigste informationer til eventet, som du ikke vil misse!

Kan jeg deltage med min gadebil?
Hele formålet med Boosted Trackday er, at du lærer dine egne og bilens grænser at kende og får en fed oplevelse på en rigtig racerbane. Eventet er åbent for alle biler, også din hverdagsbil med få heste. Mere info og tilmelding – klik her!

Hvad med med bilens forsikring?
Boosted Trackday er registreret som et køreteknisk kursus med professionelle instruktører som blandt andre Le Mans vinder, John Nielsen, og der vil derfor ikke blive kørt desideret race på dagen. Det betyder at din bils forsikring i langt de fleste tilfælde vil dække fuldt ud som på offentlig vej, hvis uheldet skulle være ude. Men det er nu en god idé lige at ringe til forsikringen og spørge, så er du på den sikre side.

Hvor meget må bilen støje?
Desværre er landets racerbaner underlagt meget stramme miljøgodkendelser, hvilket betyder, at den maksimale støjgrænse er 95 db. Målingen bliver lavet to steder på banen ved forbikørsel og hvis din bil støjer for meget, vil du modtage en advarsel og nogle gode idéer til, hvordan du kan dæmpe den yderligere. Hvis den stadig støjer for meget, vil banens officials nægte dig at komme på banen igen. I princippet fungerer det sådan, at Jyllandsringen har en støjkvote pr. dag, som skal overholdes. Støjer din bil mere end de 95 db, vil dagens støjkvote blive opbrugt alt for hurtigt, og så stjæler du faktisk al køretiden fra dine med-deltagere. Sørg derfor for at dæmpe bilen til dagen med db-killer i udstødningen, lukket screamerpipe fra wastegaten og evt. lukket luftfilter om muligt. Ellers risikerer du desværre at blive nægtet at køre til start.

Er der nogle præmier?
Boosted Trackday er ikke et racerløb og hele formålet med dagen er, at du kan presse dig selv og din bil til det yderste – ikke de andre deltagere. Så nej, der vil ikke blive kørt om kap, på tid eller andet, som kan inkassere en præmie, men vi lover dig, at du kommer hjem med den fedeste oplevelse i bagagen alligevel.

Hvem kører man med?
Kørslen er inddelt i tre grupper, som fordeles således:
Gruppe A: Indregistrerede biler med begyndere bag rattet.
Gruppe B: Indregistrerede biler med øvede bag rattet.
Gruppe C: Biler uden nummerplader, som ikke kører sammen med indregistrerede biler, af forsikringsmæssige årsager.

Min bil er ikke indregistreret, kan jeg være med?
Det kan du sagtens og det er ikke et krav, at din bil har hverken afgift eller andet betalt. Så længe bilen er af en model, som fra fabrikken var tiltænkt kørsel på offentlig vej, så gør det ingenting, at den er kraftigt modificeret. Alle tilmeldte biler uden plader vil blive sat i gruppe c, som ikke kører sammen med indregistrerede biler, men har præcis lige så meget køretid.

Må man drifte?
Både ja og nej. På selve jyllandsringens asfalt, er det ikke tilladt at køre decideret drifting, da det støjer så meget, at dagens sammenlagte køretid ville blive fem minutter. Powerslides ud af sving accepteres, så længe det bare ikke kan kategoriseres som drifting. Til gengæld vil den store glatbane med to sving være åben fra middag og frem til kl.18, hvor det vil være muligt fo alle at forsøge sig med sidelæns kørsel, uden at det koster dæk og hårdt slid på bilen. Der vil være en drifting instruktør til fri afbenyttelse på banen.

Hvad med banebiler?
Der skelnes mellem ikke tilladte banebiler og tillate banebiler ved at sige, at bilen skal have været tiltænkt til gadebrug fra fabrikken, hvis den skal kunne være med. Derfor er det ikke tilladt at komme med en rørrammebil eller lignende. Men er din bil bare hårdt ombygget til bane, men på en gadebil-platform, så er den mere end velkommen.

Hvor tilmelder jeg mig?
Vi har begrænset pladserne på den første Boosted Trackday til 30 biler, for at sikre mest mulig køretid til alle. Derfor skal du skynde dig ind på www.boosted.dk/trackday og tilmelde dig, inden det er for sent. Når du er tilmeldt vil du få tilsendt alle de tekniske informationer på email, så du er helt klar til dagen.

Må jeg komme ind som tilskuer?
Det er helt gratis at komme ind som tilskuer og du er mere end velkommen. Vi runder dagen af ved at afholde vores velkendte Boosted Tour træf på Jyllandsringen fra kl. 17-21, som trækker i omegnen af 300-500 fede biler fra store dele af landet. Mød op og få en fed dag med Boosted-gutterne!

Mere info og tilmelding – klik her!

dsc0005-jpg

QUICK-INFO
➜ Lær dig selv og din bils grænser at kende under ordnede forhold.
➜ Bliv instrueret af racerkører og Le Mans-vinder John Nielsen, som enten kan guide dig fra passagersiden i din bil eller bag rattet.
➜ Glatbanen er åben til drift-træning.
➜ Kørsel i biler både med og uden nummerplader.
➜ Fuld forplejning hele dagen.
➜ Gratis Boosted Magazine til alle deltagere.
➜ Vi kører på det fulde banelayout, og Jyllandsringen er med sine 2.300 meter Danmarks største racerbane.

Dato og tid
Torsdag d. 7. maj 2015 kl. 08:30 til 18:00
Boosted Tour træf fra kl. 17:00 til 21:00

Tilmeldingsfrist
Torsdag d. 7. maj 2015 kl. 07:30

Sted
FDM Jyllandsringen
Skellerupvej 38, 8600 Silkeborg

Mere info og tilmelding – klik her!

Klik frem og tilbage på pilene

Smid en kommentar